Digte

Bevidsthedens åndedrag

I dit vejr, du fylder mig

Inde og ude, opstår og forgår

Min hjerteglød forbinder sig

i dit favntags varme, der elsker og forstår.

 

Tøbrud

Alt der satte det hele i spænd,

fra spæde vinters tid.

Smeltes i et øjebliks åbning,

i et møde mellem to.

Til vidne om dette møde,

er forår tilbage.

 

Vækkelsen

På en skjult og tåget sti

hvor jeg for vild

i spejlets skov,

lyste dit lys i lamper,

langs uendelighedens vej.

Bag skønhedens port

som endnu kun kan anes,

findes lysets kilde,

som lyser fordi du er dig.

 

I lysets skær,

i fredens ro,

er stien nu en sti,

er porten nu en port.

Den skinner når jeg kigger,

den synger når jeg lytter.

 

Dit lys, i mit.

Mit lyser med.

Dit lys i andres gennem mig.

Sammen føder vi en stjerne.

 

Skakmat

Tanken er skakmat, støjen sat på plads.

Fredens ro kærtegner det hele.

Et velsignet lige nu.

Næste nu’s forhåbning, virvler støj op igen.

Tanken ønsker at kærtegne det hele.

Næste velsignede nu, kommer igen til tiden.

 

Forbindelse

Et strå af græs på engen

sig bøjer mod det som er nær,

af en kontakt med vinden,

og hilser på alt som er.

Om end det gerne ville

at flyttes til et sted,

hvor dets vilje tror er stille,

dets sjæl kan ej tage med.

I dets frø der står det skrevet,

hvor sjælens rødder bor,

det er sådan det er blevet,

sin sjæl, sin rod – i sin jord.

 

Sorg og fred 

En cirkels streg ved fødsel

blev skåret og strukket, gjort flad.

Den gjorde hvad den gjorde,

og længtes rund og glad.

Stræk og bøj den træner,

den mærker hvad den kan.

Den vil så gerne hele,

men aner ikke hvordan.

Den strækker, bøjer og bukker

Den rundes, men er stadigt flad.

Til sidst dens ender mødes,

i både sorg og fred.