Kønskamp eller menneskekamp?

Mænd er mænd, kvinder er kvinder. Mennesker er mennesker, og mennesker gør nogle gange nogle dumme ting.

Jeg bevæger mig lige ind i et potentielt minefelt:

Dette har ikke så meget med #MeToo kampagnen at gøre. Fred være med den. Den er et fint frirum til at udtrykke sig for dem der har behov for det. Hvis i vil vide min dybere holdning til den kan i spørge. Jeg har forsøgt at have en mening om den, hvilket jeg kom frem til var nemmere bare at lade være at give til udtryk, for at undgå at træde nogen over tæerne.

#MeToo kampagnen fik mig dog til at tænke på en historie fra dengang jeg var 17 – 18 år, fordi den er relevant i forhold til den kønsdebat som jeg ser #MeToo er en del af.

Jeg er Jesper, 17 år. Jeg var på i byen med en gruppe af venner. Vi drak alkohol, og hyggede os. Jeg havde altid haft det svært med at tale med piger, for jeg var simpelthen genert og kunne ikke finde ud af det selvom jeg gerne ville. Den dag var der pludselig en lidt ældre pige end jeg der henvendte sig til mig. Hun spurgte hvad jeg hed, hvad jeg lavede og virkede oprigtigt interesseret. Det gjorde mig glad, og mærkede en selvtillid der gjorde det muligt at have en åben og god samtale med denne pige i et par minutter. Det føltes rigtig godt for sådan en genert dreng som mig. Hun spurgte om jeg gav en drink, og det kunne jeg selfølgelig ikke sige nej til. Da hun havde fået sin drink og jeg havde betalt, vendte hun sig om og kiggede på sin veninde og sagde højt så alle kunne høre det: “Der kan du se hvad jeg sagde, det virkede.”

I kan sikkert forestille jer hvordan det føles for en 17 årig genert dreng, der havde det svært med piger, at blive udsat for det.

Hvad er det jeg prøver at sige med den historie? Mænd er mænd, kvinder er kvinder. Mennesker er mennesker, og mennesker gør nogle gange nogle dumme ting. Det handler ikke om at hun var en manipulerende pige som sårede en ung genert dreng. Hun gjorde hvad hun gjorde fordi hun var der hvor hun var, og synes det var smart. Hun glemte at tænke på konsekvenserne for den det gik ud over.

Så simpelt er det.

Hvilket fundament hviler vi vores identitet på?

Jeg er blevet opmærksom på hvordan vi kan bygge vores identitet, vores følelse af “jeg”, på forskellige typer fundamenter. Jeg ser sammenhængen i hvordan vi kan være sårbare for ydre påvirkninger, hvis vores fundament ikke er bygget af noget der er udenfor tid og rum.

Hvor er det vi kaster vores anker? Hvis vi hæfter vores fikspunkt på noget ydre, f.eks på mængden af vores penge, status, udseende, image eller tilhørsforhold til en bestemt gruppe, er vores lykkefølelse også afhængig af at disse ting går godt. Hvis vi bygger vores selvtillid op på hvor mange penge vi har, hvordan har vi det så hvis vi mister vores penge? Hvis vi hænger vores personlige identitet op hvad vi laver på vores arbejde, hvad sker der så hvis vi bliver fyret?

Prøv at tænke på om det er muligt at ligge vores dybeste fundament af vores “jeg” følelse, på noget der ikke er påvirkeligt af ydre omstændigheder. Et fundament som er et lag dybere end de ydre ting, som vi selfølgelig også er nødt til at have. I større eller mindre grad tror jeg det er muligt. Hvis vi identificerer os selv med noget som ikke kan tages fra os, tror jeg vi er bedre rustet til at komme gladere gennem de kriser og krusninger på overfladen af livet, som er umulige at undgå.

Hvad kan det være der er udenfor for tid og rum, som vi kan bygge et fundament på? For mig er det at være i forbindelse. I forbindelse til mit eget indre liv, og med den forbindelse at integrere dette i det jeg giver udtryk for, der hvor jeg er. Når jeg bygger mit fundament på at leve det liv jeg allerhelst vil, ud fra den følelsesmæssige virkelighed jeg er i i min krop, så hviler min identitet på et fundament der ikke kan tages fra mig. Ej heller kan andre end jeg selv dømme om det lykkes mig. Det koster det at jeg hele tiden er nødt til at forholde mig til de ting jeg er i. Hele tiden skal jeg mærke efter om det jeg gør, giver til udtryk, eller min måde at reagere på, er i overenstemmelse med min indre virkelighed. Jeg er nødt til at være mest muligt til stede, for at mærke det jeg gør og tage stilling til det. Det er ikke realistisk at det kan lade sig gøre hele tiden, men jeg kan dedikere mig til det, og prøve så godt jeg kan. Hvad mere end dette kan vi kræve af os selv?

Jeg vil gerne lægge op til at du tænker over det. Hvad ser du rundt omkring i verden? Hvorfor tror du reklamer har så meget magt? Kan du genkende at verden er fuld af forventinger til os, som vi bevidst/ubevidst prøver at leve op til? Tror du ikke verden var en smule anderledes, hvis vi knap så meget som nu, prøvede at leve op til disse forventinger? Hvad er det der gør at mange af os er så afhængige af ydre omstændigheder for at kunne leve et lykkeligt liv?

Forventninger spiller en stor rolle. Andres forventninger til os, men også forventninger som vi dermed godtager og påfører os selv ubevidst. Jeg tror på det er muligt at få den kontrol tilbage til os selv, ved at forholde os til os selv og det vi gør, på en dybere måde.

Hvad tænker du? Del gerne med mig hvad dette får dig til at tænke på.

Tak for opmærksomheden.

Kærlig hilsen Jesper.

Også du er en idiot.

Kender du følelsen af at være omgivet af mennesker, der handler forkert eller siger noget dumt? Måske endda så forkert eller dumt, at det for dig ikke er til at holde ud?

 

Den følelse kender jeg. Jeg har erfaret at der ikke findes idioter, kun forskellige perspektiver.

Det er ikke idiot i ordets bogstavelige forstand, men i den betydning vi ofte bruger i dagligdagen, når vi skal adskille os fra den vi tager afstand fra. Set i det lys er en idiot en indikation på hvilken forståelse vi har overfor den person, som vi udråber som idioten. Derfor kan jeg nu sige: Også du er en idiot. Der vil altid være nogle mennesker som vil vække ovenstående følelser i dem selv, ved din blotte tilstedeværelse. Sådan må det være, da vi ikke alle er samme sted og ikke ser på tingene fra samme vinkel.

Det er en sindssygt irriterende opdagelse.

Det betyder at min irritation eller forargelse, udspringer af noget i mig. Det er ikke ham idioten nede i kiosken, gadehververen fra greenpeace eller hende i burka der lige er gået over for rødt, der er noget galt med. Det er følelsen det vækker i mig når jeg observerer det. Jeg kan dermed bruge de mennesker som viser mig deres idioti, til at spørge mig selv hvorfor jeg reagerer på dem som jeg gør. På den måde bliver de mennesker til hjælpere i min egen udvikling, og ikke til idioter som forpester mit liv med deres dårligdomme.

Det er en sindssygt irriterende opdagelse.

Når jeg lever i forbindelse til mig selv, med mod til at stå ærligt frem, så er jeg fri fra at blive udråbt som idiot af andre. Er det mig der er idioten, set fra min næste’s perspektiv, er det kun hans perspektiv som skaber hans virkelighed.

Det er en sindssygt dejlig opdagelse.

– Der findes ingen idioter.

 

Jeg blev inspireret da jeg læste dette citat jeg faldt over på nettet:

“If you really want to do something, you will find a way. If you don’t, you will find an excuse”.

Tak for opmærksomheden.

Jesper.