Vækkelsen – Et digt

Der var noget jeg havde så meget på hjerte, at det blev til Poesi. Skrevet i Kærlighed til en læremester.

På en skjult og tåget sti

hvor jeg for vild

i spejlets skov,

lyste dit lys i lamper,

langs uendelighedens vej.

 

Bag skønhedens port

som endnu kun kan anes,

findes lysets kilde,

som lyser fordi du er dig.

 

I lysets skær,

i fredens ro,

er stien nu en sti,

er porten nu en Port.

Den skinner når jeg kigger,

den synger når jeg lytter.

 

Dit lys, i mit.
Mit lyser med.
Dit lys i andres gennem mig.

 

Sammen føder vi en stjerne.