Forfatter: Jesper Jensen

Jeg har opdaget noget. Noget der burde være indlysende, men alligevel var stærkt sløret. Jeg har opdaget at det jeg spiser, det jeg ernærer min krop med, har betydning for hvordan jeg har det. Så himmelråbende indlysende, og så alligevel ikke da jeg stod i det. I hele mit liv har jeg fyldt min krop med sukker. Jeg har spist præcist hvad jeg ville, og på den måde holdt mig fast i et mønster. Et mønster med sukker som et jerngreb om hjernen, til ikke at mærke min krop. En afhængighed skabt til at leve mit liv ud fra mit hoved, tanker og ideer. Til at forhindre at forholde mig til de følelser der var, som jeg ikke ville have skulle være. Det mønster har jeg næret ved ikke at spise mad med ordentlig næring, og istedet levet af det konstante sukker rush til hjernen, der så effektivt blokerer kontakten til resten af kroppen. Sukkeret var dog ikke den direkte årsag til min livsførelse. Årsagen var mit mønster. Mit livsmønster, som sukkeret effektivt hjalp mig med at holde fast i. Da jeg langsomt fik brudt det mønster, forsvandt mit behov for sukkeret gradvist. Her er min nøgne historie om hvordan jeg kom ud af mit sukkermisbrug, kom i kontakt med mig selv, og derigennem ærlig kontakt med andre.

For 5 måneder siden var jeg i slutningen af en længere periode i mit liv, hvor jeg havde slugt min irritation. Jeg kunne opleve ting der triggede mig til at føle forskellige emotioner. Irritation, vrede og selvkritik. Pga ydre omstændigheder havde jeg helt bevidst undgået at give dem til udtryk, fordi jeg mente det var det bedste i den situation jeg stod i. En dag blev det for meget. Den sidste lille bitte dråbe vand fyldte bægeret, og jeg flød over. Jeg kunne simpelthen ikke sluge mere. Alt det jeg havde gemt ned i kroppen kom frem og jeg blev vred. Det gik ud over min familie hvor jeg gik fra at sluge følelsen, til at råbe og blive vred, kritisere og sætte usunde grænser. Det virkede fint for mig. Jeg fik givet udtryk og det føltes rarere end at gemme på det. Men glæden var heldigvis kort. Jeg husker det som 2 – 3 gange at jeg kom med et udbrud. Jeg kunne ikke genkende mig selv, og jeg kunne mærke at jeg slet ikke havde lyst til at være sådan. Jeg ville ikke skændes med min kone foran vores børn på en usund måde. Det var simpelthen ikke mig. Hvad gør man så? Den gamle metode med at sluge tingene virker ikke, og den nye metode med at være udadfarende vil jeg ikke. Lige der, midt i orkanens øje, traf jeg en beslutning dybt dybt indefra uden at vide hvad det var. I en indre bevægelse åbnede jeg mig mod noget, uden at vide hvad. Der skulle ske noget. Jeg følte mig draget af en metode som jeg for mange år siden benyttede i noget personlighedsudvikling, og jeg rettede kontakt til et sted jeg tilfældigt fandt på nettet. Det sted blev jeg mødt og fik sat ord på mine længsler. Jeg blev meget rørt over at kunne mærke min helt ærlige længsel. Mærke der var noget jeg gerne ville, uden at vide præcis hvad det var. Fornemmelsen efter mødet var meget kropslig, modsat min normale identifikation af mig selv som tanker og handlinger, og deraf domme over mig selv. Jeg følte mig meget fysisk høj (jeg er 195cm), jeg kunne mærke mig selv trække vejret. Jeg var i min krop. En følelse af salighed og fornemmelse af at det var den følelse jeg gerne ville være i hele tiden. Fred i sindet, og mærke kroppen.

Dagen efter, så naturligt som at trække vejret og helt uden at vide præcis hvorfor, stoppede jeg med at drikke sodavand på mit arbejde. Det var den eneste ændring jeg foretog der. Simpelthen, at stoppe med at drikke sodavand på mit arbejde. Det er ca 2,5 – 3 liter cola jeg ikke indtog hver dag som jeg ellers plejede. Så gik der noget tid, og jeg lod mærke til at jeg i stedet spiste mere mad end før. Det gjorde at jeg stoppede med at spiser kager og slik hver formiddag og eftermiddag. Jeg begyndte at få mere energi, og jeg var friskere om morgenen. Det gjorde at jeg begyndte at lægge mærke til nogle andre ting jeg gjorde i hverdagen, som påvirkede mit humør. Jeg kunne eksempelvis se at de spil jeg spillede på min telefon tog energi og nærvær fra mig, og påvirkede min sindstilstand. Ikke kun negativt, også positivt. Jeg havde ikke lyst til at mit humør skulle afhænge at et spil på en telefon. Bare det at være i stand til at se det, gjorde at jeg kunne handle på det. Jeg slettede spillene. Langsomt fik jeg mere og mere kontrollen tilbage over min energi og mit humør. Jeg spiste gradvist sundere og droppede til sidst helt sukker og slik. Jeg kunne simpelthen skridt for skridt se, hvad det gjorde ved mig. Denne tid var fyldt med glæde og stolthed over at jeg kunne mærke der virkeligt skete noget. Langt indefra skete der noget. Jeg kunne se klarere, og handle når jeg så noget som var usundt. Med min nyvundne energi, kropsbevidsthed og følelses evne, kastede jeg mig ud i en masse ting jeg ikke tidligere har gjort. Jeg begyndte at meditere, lave yoga hver dag, læse bøger, gå tidligt i seng. Jeg begyndte at komme i en mandegruppe, som er en samling af mænd der mødes en gang om ugen. Vi mødes i tillid, åbenhed og ærlighed, til at dele alt vi har på hjerte, og bruge hinanden som et ærligt spejl på os selv. Jeg har erkendt at alle de ting jeg mærker i mig selv, positive som negative, er mit eget. Det er ikke nogens skyld at jeg bliver vred. Det er mig der bliver vred fordi det jeg møder trigger noget i mig. Når jeg kan erkende dette, så kan jeg også gøre noget ved det. Jeg kan arbejde med mig selv og prøve at forstå hvorfor jeg reagerer som jeg gør. Jeg kan trække energien hjem til mig selv, og håndtere den i mig. Dermed kan jeg få kontrollen over min sindstilstand. Ydre påvirkinger kan gøre hvad de vil for at få mig til at reagere. Så længe jeg er i balance i mig selv, når jeg kender mine grænser og giver ærligt udtryk for dem, så kan ingenting kaste mig ud i store kriser eller usunde sindstilstande. Det er vigtigt for mig at pointere at der selfølgelig skal sættes grænser. Disse grænser kan sættes uden store emotioner på, fordi de er rodfæstet i mit dybe jeg. Det er der sårbarheden dukker op. Sårbarheden i at turde mærke min grænse, og stå ved den. For hvad sker der når min ærlige grænse ikke bliver mødt? Så kan jeg vælge enten at gå på kompromis, eller flytte mig. Det er en flydende bevægelse. Hvornår er en grænse overskredet nok til at jeg bliver nødt til at flytte mig? Det er det store spørgmål, og der hvor sårbarheden dukker op i mig. At jeg i tillid til mit ærlige jeg’s viden om hvad der er godt for mig, tør risikere at mærke min grænse. Mærker jeg den grænse, er der en chance for der skal ske ydre påvirkninger som egoet ikke har lyst til. Det kan være jeg er nødt til at sige farvel til nogle venner, eller at jeg skal forholde mig til en måde egoet reagerer på. Jeg kan også møde følelser og overbevisninger som jeg ærligt bliver nødt til at forholde mig til, og mærke dem. Sårbarhed. Av av av… At mærke de følelser og erkendelser der dukker op, og erkende dem som mine egne. Det er ikke andres skyld. Av av av.

Så skete der den ubehagelige behagelighed at jeg mødte mit mønster. Mit store livsmønster, som sukkeret i al ubevidsthed hjalp mig til at holde fast i. Jeg får lyst til at kalde det mit livs-”monster”, som fik energi af sukker ligesom en orkan trækker energi fra havet. Efter en workshop dag med et netværk fra en selvudviklingskole jeg gik på for 14 år siden, ville skæbnen det at jeg skulle køre min gamle læremester til lufthavnen. Under køreturen i et øjebliks åbenhed kom hun med en bemærking til mig: “Jeg tror det er vigtigt for dig at udtrykke dig sandfærdigt, med alt hvad der er i dig”. En bemærkning som jeg fejede af vejen, for det følte jeg allerede jeg gjorde. Bemærkningen lagde sig i mit baghoved, og i dagene efter indså jeg det: Jeg satte mig selv ved siden af mig selv, ved ikke at fortælle den sandfærdige sandhed. Så simpelt kan det i virkeligheden siges. Fordi jeg ikke ville mærke mig selv, gav jeg når tingene blev svært for mig, ikke udtryk for det. Hvis jeg blev tilstrækkeligt presset brugte jeg det ypperste værktøj til ikke at forholde mig; at forsvinde. Forsvinde væk fra det truende. Jo større trussel, jo mere væk fra mig selv og sandheden forsvandt jeg. Det var min måde ikke at turde sætte grænser på. Det var min måde ikke at være sårbar på. Jeg var ikke sårbar, jeg forsvandt. Mine ærlige følelser var skjult for både mig, og for andre gennem det jeg sagde og gjorde. Dette kunne jeg pludseligt se. Det var lidt tungere at bryde igennem den mur, at være sandfærdig. Men med alle de små skridt jeg allerede havde taget, så var det muligt alligevel. Og hvilken befrielse! Jeg kan mærke mig. Jeg kan give udtryk for hvordan jeg har det. Jeg kan give ærligt, og ligeså vigtigt, jeg kan tage imod ærligt. Der er forbindelse til mig, både indad og udad. Med min sandfærdighed er jeg befriet fra flugt fra mig selv, og dermed mærker jeg livet og kærligheden til andre mennesker meget dybere. Og jeg mærker en kærlighed og forståelse for mig selv, for den måde jeg reagerer og har reageret på. Det gør at min selvkritik mister sin kraftfulde evne til at holde mig tilbage, og jeg har genvundet et mod til at gå igennem det jeg frygter. Med åbenhed, tillid og sårbarhed. Jeg tør lade mig ryste, for derefter at samle mig og mærke efter i mig hvor jeg står.

Tænk en gang. Beslutningen om ikke at drikke sodavand på mit arbejde, på den tilsyneladende helt almindelige dag sidst i november, skridt for skridt ledte mig til en fuldstændig ny tilværelse med ro og i forbindelse til mig selv og andre. det havde jeg ikke drømt om! Jeg havde helt sikkert heller ikke turdet, hvis jeg fra start havde vidst hvad det indebar. Det at tage et lille skridt ad gangen, med konstant åbenhed for hvad det næste skridt måtte være, det er den egentlige åbenbaring for mig. Jeg er den samme person, bare stærkere og dybere. Jeg spiser stadig præcist hvad jeg har lyst til, nu har jeg bare lyst til noget andet. Jeg har mere at give af, og jeg kan tage ærligt imod. Min afhængighed har mistet sit eksistensgrundlag.

Dette er min historie og min sandhed, i det øjeblik det er skrevet. Jeg ønsker den kan åbne for en indsigt i dig, der hvor du er, selvom sandheden for dig kan være en anden. Jeg er taknemmelig for at jeg kan mærke alt dette, og taknemmelig for at jeg tør stå ved mig selv og denne historie. Der er mere at fortælle, for i den åbenhed jeg fandt, mødte jeg også noget helt andet. Noget jeg slet ikke havde regnet med, og noget som jeg stadig har svært ved at rumme. Den tager vi en anden gang, når der er kommet mere kød på den krop.

Tak for din opmærksomhed.

Kærlig Hilsen Jesper.