At spise af kundskabens træ: Om vores udvikling.

Jeg tror på det er livets mening for alle mennesker, både som individer og som helhed, at vi kan være glade og mærke kærlighed. Ja ligefrem være lykkelige, hvis jeg skal bruge et slidt ord. Kærlighed er en slags eksistensens grundtone der er tilstede i alt, og som kan mærkes når uvidenhed forsvinder. Derfor, når et Menneske er oprigtigt glad og er et sted i livet hvor der er ubetinget behageligt, er det blot at ønske vedkommende tillykke. Det er en indikation på det er hvor det skal være. Der er, desværre vil nogen mene, den indbyggede mekanisme at vi har det med at udvikle os. Udvikling er en nødvendighed for fortsat at kunne være lykkelig. Du kan sammenligne det med hvis du fik din livret at spise hver dag, så ville det til sidst være ret kedeligt. Derfor vil disse trin af glæde og lykkefølelse på et tidspunkt miste deres kraft, og vi møder ting i vores liv der tvinger os til at udvikle os. Altid til det bedre. Denne modstand er nødvendig, for den motiverer os til at ønske at modstanden skal forsvinde så vi igen kan mærke lykke. Dette befordrer at vi ændrer adfærd, til nærmere og nærmere at harmonerer med eksistensens grundtone, Kærlighed. I denne udviklingsmodstand er der så mange fælder vi kan falde i, at jeg ikke vil nævne en eneste.

I stedet vil jeg inspirere til at tænke over hvem det er vi egentligt er. Hvem er det vi hentyder til, når vi utallige gange om dagen siger “Jeg”? Det er min erfaring, at igennem at kende vores eget Jeg’s natur, bliver det nemmere at håndtere de ting vi møder. Noget af det første der kan forvirre os er vores tanker og følelser. I stedet for at forsøge at få styr på disse så de stemmer overens med den verden vi ser, er det både nemmere og mere effektivt, at udvikle vores evne til ikke at identificere os med dem. Derved mister de deres magt, og har lov til at være der, i alle stadier af vores udvikling. Men hvis vi ikke er det vi tænker og det vi føler, hvem er vi så?

Tanker er ikke hvem vi er, de er genfortalte historier om det vi tror vi ved. Vores følelser giver os behag eller ubehag. Disse følelser kan vi se som en slags læremester, for igennem dem kan vi mærke livets svar på det vi gør. Den vi i virkeligheden er, er bagved disse tanker og følelser. Vores rigtige “Jeg” er den der oplever dem. Når vi gradvist bliver i stand til at observerer vores oplevelser fra et stadigt voksende perspektiv, er vi dermed i sand kontakt med os selv. Derfra kan vi møde vores længsel som den er, og ikke som vi tror den er. Allerede ved at definere en længsel eller et mål, har vi skabt et billede af hvad vi ønsker os. Dette kan være med til at afskære os fra at kunne mærke hvad vi oprigtigt ønsker os. Vi er nødt til at udfordre os selv hele tiden i at være tilstede og mærke det næste skridt, for muligvis er vores tanker og følelser ikke det som vi troede de var. Der ligger en stor kraft i at have en dør på klem for alt vi møder.

Hvem mener du, hver gang du siger Jeg? Hvad er det lavet af?

Til glæde og gavn, og tak for opmærksomheden.

Kh Jesper.