Tilfældighed – eller kosmisk bevidst mening?

For ca 15 år siden havde jeg et tilfældigt møde med et menneske, som jeg siden har værdsat meget. For nyligt har den historie udviklet sig. Er det blot tilfældigt, eller er det en kosmisk bevidst handling der var planlagt til at ske?

Da jeg var 22 år gammel var der en bekendt som kendte en, der skulle bruge nogle personer til en eksamen, på en massageskole i Karlslunde. Jeg blev spurgt og jeg sagde ja tak. Jeg kendte intet til skolen som hedder Body-SDS. Da tiden for eksamen kom, blev jeg inden udførelsen ledt ind på et kontor for at snakke med ham der skulle være sensor. Den mand Hedder Ole Kåre Føli, og jeg syntes dengang han virkede lidt bekendt. Da jeg trådte ind på hans kontor bemærkede jeg med det samme en helt særlig stemning, og det gav jeg til udtryk for ham. “Det er en dejlig atmosfære der er herinde” sagde jeg. Jeg bemærkede et gammelt billede på væggen af en person jeg ikke kendte. Ældre møbler med “sjæl” og generelt bare et rart sted at være. Jeg kunne mærke at Ole bemærkede at jeg lagde mærke til stemningen, og det blev indgangsvinklen til en LANG samtale om alt muligt mellem himmel og Jord. Han lagde ud med at sige at ham der hang på væggen derovre havde udtalt at der efter 1965 ville blive født en masse mennesker med en øget åndelig forståelse. Ca den formulering. Det blev jeg lidt beæret over at han sagde til mig, for med det følte jeg at han mente at jeg var en af disse. Vi talte om alt muligt fra cykelløb og dagligdag til verdensbilledet. Jeg kan huske jeg synes det var lidt underligt, fordi jeg skulle jo bare masseres til en eksamen? Jeg husker det som vi snakkede ca 30 min. Jeg fik min massage, hende der skulle eksamineres bestod og vi sagde farvel og alt var godt. Den historie husker jeg som et særligt møde som berørte mig dybt, uden helt at forstå hvorfor. Jeg har ikke tænkt så tit på det, men jeg husker det tydeligt.

 

Tilbage til nutiden:

 

De sidste 3 – 4 måneder har jeg 4 gange fået behandling hos samme firma (Body SDS) inde ved parken. Derfor har jeg tænkt på historien igen, da Ole Kåre Føli er stifteren af denne Filosofi sammen med sin søn Bengt. Det er et fantastisk sted iøvrigt, som er en helt anden snak jeg kan tage en anden gang. Derudover er jeg også i gang med et kursus der hedder “Bevidst Spirituel Træning” hos Tove Kofoed. Der har jeg stiftet bekendtskab med en Dansk filosof som hedder Martinus, og det er HER det sjove og “tilfældige” sker. Martinus’ filosofi taler meget til mig, og jeg er meget interesseret i at lære mere om den. Det viser sig så at denne Martinus var ham der var på billedet inde på Ole’s kontor, og ham der blev indgangsvinklen på en berigende samtale tidligt i mit voksne liv. Måske er det bare en tilfældighed, men jeg føler der er en mening i det for mig. En slags bevis på at det som jeg længes efter og søger (åndelighed), hele tiden har haft en plan som jeg i tilbageblikkets klare lys kan se en mening med. Det er en dejlig betryggende tanke, og får mig til at se på fremtiden med lysere sind. Tænk, måske ER der en mening med det hele?

 

Tak for opmærksomheden.

Kærlig Hilsen Jesper.

 

Vækkelsen – Et digt

Der var noget jeg havde så meget på hjerte, at det blev til Poesi. Skrevet i Kærlighed til en læremester.

På en skjult og tåget sti

hvor jeg for vild

i spejlets skov,

lyste dit lys i lamper,

langs uendelighedens vej.

 

Bag skønhedens port

som endnu kun kan anes,

findes lysets kilde,

som lyser fordi du er dig.

 

I lysets skær,

i fredens ro,

er stien nu en sti,

er porten nu en Port.

Den skinner når jeg kigger,

den synger når jeg lytter.

 

Dit lys, i mit.
Mit lyser med.
Dit lys i andres gennem mig.

 

Sammen føder vi en stjerne.

 

 

 

Længslen der blev knust – Fra en dagdrøm

For mange år siden havde jeg denne dagdrøm, som jeg siden tit har tænkt på. Nu er det tid at skrive den ned, da den giver mere mening for mig nu end den tidligere har gjort.

Det er sommer og solen skinner. Det er formiddag, på det tidspunkt hvor solen er begyndt at varme, men endnu ikke er skarp nok til at kunne brænde. I en frodig og grøn have, vandrer en ung mand legefuldt og søgende rundt. Han kigger undrende på de ting han møder, som om han søger at finde noget han ikke ved hvad er. Han ligner en der har gjort sådan længe. Som en naturlig del af ham søger han uskyldigt efter det som han ikke ved hvordan han skal genkende. Dette er hans længsel: At finde det som han ved er der, men ikke aner præcist hvad er.

Pludselig ser han det. Et par hundrede meter længere inde mod midten af haven, står et kæmpe stort smukt træ, højere og flottere end alle andre træer i nærheden. På det træ sidder der ét perfekt rødt æble og skinner til ham. Han bliver så glad! Der er det, det han søger efter! Endelig! Nu ved han hvad det var han skulle finde. Med stjerner i øjnene retter han sit fokus mod det flotte æble, og begiver sig med forhøjet fart imod det. Han kravler over buske, rundt om blomsterbede og hopper over forhindringer. Han slipper det ikke af syne. Han vidste der var noget han skulle finde, og nu var det inden for rækkevidde.

Efterhånden som han nærmer sig sit mål, skifter vejret pludseligt. Da han kommer tættere på det store træ, dannes der hastigt en kraftig tordensky som standser lige over det store træ´s top. Der regner en kraftig tordenregn over træet, ikke i resten af haven. Få meter før den unge mand kan række ud efter træstammen, slår et kraftigt lyn ned i træet. Det perfekte æble sprænges i atomer og er væk for evigt. Straks efter lynet havde slået ned, fordampede tordenskyen og forsvandt.

Vejret er nu perfekt igen. Alt er som før. Fuglende synger og solen varmer. Den unge mand så det hele, og fortvivlet og ulykkelig falder han sammen i gråd op ad en busk. Hvad nu? Nu havde han endelig fundet det han ledte efter, og så sprængtes det til atomer foran hans øjne? Han græder og er knust af fortvivlelse. Imens han sidder der og er ulykkelig, aner han ud af øjenkrogen noget som sker. Oppe på træets grønne krone er der noget der rumsterer. Det fanger hans opmærksomhed, og han kigger undrende op. Vandet fra den store tordensky har gødet jorden omkring træet, og pludseligt skyder det ene perfekte æble efter det andet frem, overalt, rundt på hele træet. I hundredevis! Der var ikke kun ét æble som før, men æbler i overflod. Det ene mere perfekt end det andet.

Den unge mand ser igen det hele ske. Han overraskes og glædes af naturens gave. Hans længsel som han fandt og troede han havde mistet, viste sig at være mere end han havde fantasi til at forestille sig. Hans glæde ved at finde det ene røde æble, blev efter fortvivlelsen over dets forsvinden, erstattet en en ufattelig taknemmelighed og følelse af overflod. En nåde og fred sænker sig over den unge mand. Nu har han fundet hans længsel, som han ubevidst søgte efter. Hans perfekte røde æbler i overflod, fra livets træ i paradisets have. Han står ved træets fod i fred og styrke, og er forbundet med haven omkring ham.

Kampen om at føle sig speciel – Hvorfor?

Vi er alle forskellige. Vi er alle unikke.

Vi er alle hver især et helt unikt sted i verden, og i livet. Du, og Jeg, er den eneste som har mulighed for at manifestere det vi kan, fordi vi er den eneste i hele verden der har været igennem det vi har, og er lige på det sted hvor vi er. Der er en række af enestående muligheder, som kun er mulige igennem os. Griber vi ikke de muligheder og manifestere dem, så går de tabt til evig tid. Det kan både være sig i kreative udtryk, personlig udvikling og i hvilken kvalitet af nærvær vi er i stand til at give.

Jeg synes det er en fascinerende tanke, at det vi gør i vores liv er at vælge hvad vi manifesterer, ud fra den unikke mulighed vi har til alt. Jeg synes jeg oplever at leve i en verden hvor mange af os søger at skabe os en unik identitet, at skille os ud. Hvor kunne det være befriende hvis alle os kunne indse at vi ER unikke. Tænk hvilke resourcer det kunne frigive ved at opnå den erkendelse? Ikke at stræbe efter at gøre noget der gør os specielle, men bare erkende at det er vi allerede. Du ER unik. Du ER speciel. Det er vi alle.

Er det nok for os at være unikke, når alle andre også er det? Er vi så noget særligt, hvis vi alle er særlige?

Kærlighed vokser, hver gang den bliver givet. Jeg er af den overbevisning at der er kærlighed i overflod til at kunne rumme at alle er unikke. Der er masser af kærlighed til alle, det er ikke en kamp.

Jeg vil bede og kæmpe for at kunne se det unikke i alle, så vi kan mærke kærligheden og føle os set. Lad os stoppe kampen for at føle os specielle  og bare være os selv fra et mere naturligt sted. Lad os derefter bruge de resourcer som det frigiver, på at berige hinanden istedet for os selv.

Tak for opmærksomheden.

Kærlig hilsen Jesper.

 

En åbning i orkanens øje – Ud af afhængighed

Et vidnesbyrd om hvordan sukker-afhængighed har sløret mit klarsyn, holdt mig fast i et mønster, og forhindret mig i at leve mit liv fra et dybere sted.

Jeg har opdaget noget. Noget der burde være indlysende, og alligevel var det stærkt sløret. Jeg har opdaget at det jeg spiser, det jeg ernærer min krop med, har betydning for hvordan jeg har det. Så himmelråbende indlysende, og så alligevel ikke da jeg stod i det. I hele mit liv har jeg fyldt min krop med sukker. Jeg spiste præcist hvad jeg ville, og det som det gjorde var at fastholde mig i et mønster. Et mønster med sukker som et jerngreb om hjernen, til ikke at mærke min krop. En afhængighed skabt til at leve mit liv ud fra mit hoved, tanker og ideer. Til at forhindre at forholde mig til de følelser der var, som jeg ikke ville have skulle være. Det mønster har jeg næret ved ikke at spise mad med ordentlig næring, og istedet levet af det konstante sukker rush til hjernen, der så effektivt blokerer kontakten til resten af kroppen. Sukkeret var dog ikke den direkte årsag til min livsførelse. Årsagen var mit mønster. Mit livsmønster, som sukkeret effektivt hjalp mig med at holde fast i. Da jeg langsomt fik brudt det mønster, forsvandt mit behov for sukkeret gradvist. Her er min nøgne historie om hvordan jeg kom ud af mit sukkermisbrug, kom i kontakt med mig selv, og derigennem ærlig kontakt med andre.

For 5 måneder siden var jeg i slutningen af en længere periode i mit liv, hvor jeg havde slugt min irritation. Jeg kunne opleve ting der triggede mig til at føle forskellige emotioner. Irritation, vrede og selvkritik. Pga ydre omstændigheder havde jeg helt bevidst undgået at give dem til udtryk, fordi jeg mente det var det bedste i den situation jeg stod i. En dag blev det for meget. Den sidste lille bitte dråbe vand fyldte bægeret, og jeg flød over. Jeg kunne simpelthen ikke sluge mere. Alt det jeg havde gemt ned i kroppen kom frem og jeg blev vred. Det gik ud over min familie hvor jeg gik fra at sluge følelsen, til at råbe og blive vred, kritisere og sætte usunde grænser. Det virkede fint for mig. Jeg fik givet udtryk og det føltes rarere end at gemme på det. Men glæden var heldigvis kort. Jeg husker det som 2 – 3 gange at jeg kom med et udbrud. Jeg kunne ikke genkende mig selv, og jeg kunne mærke at jeg slet ikke havde lyst til at være sådan. Jeg ville ikke skændes med min kone foran vores børn på en usund måde. Det var simpelthen ikke mig. Hvad gør man så? Den gamle metode med at sluge tingene virker ikke, og den nye metode med at være udadfarende vil jeg ikke. Lige der, midt i orkanens øje, traf jeg en beslutning dybt dybt indefra uden at vide hvad det var. I en indre bevægelse åbnede jeg mig mod noget, uden at vide hvad. Der skulle ske noget. Jeg følte mig draget af en metode som jeg for mange år siden benyttede i noget personlighedsudvikling, og jeg rettede kontakt til et sted jeg tilfældigt fandt på nettet. Det sted blev jeg mødt og fik sat ord på mine længsler. Jeg blev meget rørt over at kunne mærke min helt ærlige længsel. Mærke der var noget jeg gerne ville, uden at vide præcis hvad det var. Fornemmelsen efter mødet var meget kropslig, modsat min normale identifikation af mig selv som tanker og handlinger, og deraf domme over mig selv. Jeg følte mig meget fysisk høj (jeg er 195cm), jeg kunne mærke mig selv trække vejret. Jeg var i min krop. En følelse af salighed og fornemmelse af at det var den følelse jeg gerne ville være i hele tiden. Fred i sindet, og mærke kroppen.

Dagen efter, så naturligt som at trække vejret og helt uden at vide præcis hvorfor, stoppede jeg med at drikke sodavand på mit arbejde. Det var den eneste ændring jeg foretog der. Simpelthen, at stoppe med at drikke sodavand på mit arbejde. Det er ca 2,5 – 3 liter cola jeg ikke indtog hver dag som jeg ellers plejede. Så gik der noget tid, og jeg lod mærke til at jeg i stedet spiste mere mad end før. Det gjorde at jeg stoppede med at spiser kager og slik hver formiddag og eftermiddag. Jeg begyndte at få mere energi, og jeg var friskere om morgenen. Det gjorde at jeg begyndte at lægge mærke til nogle andre ting jeg gjorde i hverdagen, som påvirkede mit humør. Jeg kunne eksempelvis se at de spil jeg spillede på min telefon tog energi og nærvær fra mig, og påvirkede min sindstilstand. Ikke kun negativt, også positivt. Jeg havde ikke lyst til at mit humør skulle afhænge at et spil på en telefon. Bare det at være i stand til at se det, gjorde at jeg kunne handle på det. Jeg slettede spillene. Langsomt fik jeg mere og mere kontrollen tilbage over min energi og mit humør. Jeg spiste gradvist sundere og droppede til sidst helt sukker og slik. Jeg kunne simpelthen skridt for skridt se, hvad det gjorde ved mig. Denne tid var fyldt med glæde og stolthed over at jeg kunne mærke der virkeligt skete noget. Langt indefra skete der noget. Jeg kunne se klarere, og handle når jeg så noget som var usundt. Med min nyvundne energi, kropsbevidsthed og følelses evne, kastede jeg mig ud i en masse ting jeg ikke tidligere har gjort. Jeg begyndte at meditere, lave yoga hver dag, læse bøger, gå tidligt i seng. Jeg begyndte at komme i en mandegruppe, som er en samling af mænd der mødes en gang om ugen. Vi mødes i tillid, åbenhed og ærlighed, til at dele alt vi har på hjerte, og bruge hinanden som et ærligt spejl på os selv. Jeg har erkendt at alle de ting jeg mærker i mig selv, positive som negative, er mit eget. Det er ikke nogens skyld at jeg bliver vred. Det er mig der bliver vred fordi det jeg møder trigger noget i mig. Når jeg kan erkende dette, så kan jeg også gøre noget ved det. Jeg kan arbejde med mig selv og prøve at forstå hvorfor jeg reagerer som jeg gør. Jeg kan trække energien hjem til mig selv, og håndtere den i mig. Dermed kan jeg få kontrollen over min sindstilstand. Ydre påvirkinger kan gøre hvad de vil for at få mig til at reagere. Så længe jeg er i balance i mig selv, når jeg kender mine grænser og giver ærligt udtryk for dem, så kan ingenting kaste mig ud i store kriser eller usunde sindstilstande. Det er vigtigt for mig at pointere at der selfølgelig skal sættes grænser. Disse grænser kan sættes uden store emotioner på, fordi de er rodfæstet i mit dybe jeg. Det er der sårbarheden dukker op. Sårbarheden i at turde mærke min grænse, og stå ved den. For hvad sker der når min ærlige grænse ikke bliver mødt? Så kan jeg vælge enten at gå på kompromis, eller flytte mig. Det er en flydende bevægelse. Hvornår er en grænse overskredet nok til at jeg bliver nødt til at flytte mig? Det er det store spørgmål, og der hvor sårbarheden dukker op i mig. At jeg i tillid til mit ærlige jeg’s viden om hvad der er godt for mig, tør risikere at mærke min grænse. Mærker jeg den grænse, er der en chance for der skal ske ydre påvirkninger som egoet ikke har lyst til. Det kan være jeg er nødt til at sige farvel til nogle venner, eller at jeg skal forholde mig til en måde egoet reagerer på. Jeg kan også møde følelser og overbevisninger som jeg ærligt bliver nødt til at forholde mig til, og mærke dem. Sårbarhed. Av av av… At mærke de følelser og erkendelser der dukker op, og erkende dem som mine egne. Det er ikke andres skyld. Av av av.

Så skete der den ubehagelige behagelighed at jeg mødte mit mønster. Mit store livsmønster, som sukkeret i al ubevidsthed hjalp mig til at holde fast i. Jeg får lyst til at kalde det mit livs-”monster”, som fik energi af sukker ligesom en orkan trækker energi fra havet. Efter en workshop dag med et netværk fra en selvudviklingskole jeg gik på for 14 år siden, ville skæbnen det at jeg skulle køre min gamle læremester til lufthavnen. Under køreturen i et øjebliks åbenhed kom hun med en bemærking til mig: “Jeg tror det er vigtigt for dig at udtrykke dig sandfærdigt, med alt hvad der er i dig”. En bemærkning som jeg fejede af vejen, for det følte jeg allerede jeg gjorde. Bemærkningen lagde sig i mit baghoved, og i dagene efter indså jeg det: Jeg satte mig selv ved siden af mig selv, ved ikke at fortælle den sandfærdige sandhed. Så simpelt kan det i virkeligheden siges. Fordi jeg ikke ville mærke mig selv, gav jeg når tingene blev svært for mig, ikke udtryk for det. Hvis jeg blev tilstrækkeligt presset brugte jeg det ypperste værktøj til ikke at forholde mig; at forsvinde. Forsvinde væk fra det truende. Jo større trussel, jo mere væk fra mig selv og sandheden forsvandt jeg. Det var min måde ikke at turde sætte grænser på. Det var min måde ikke at være sårbar på. Jeg var ikke sårbar, jeg forsvandt. Mine ærlige følelser var skjult for både mig, og for andre gennem det jeg sagde og gjorde. Dette kunne jeg pludseligt se. Det var lidt tungere at bryde igennem den mur, at være sandfærdig. Men med alle de små skridt jeg allerede havde taget, så var det muligt alligevel. Og hvilken befrielse! Jeg kan mærke mig. Jeg kan give udtryk for hvordan jeg har det. Jeg kan give ærligt, og ligeså vigtigt, jeg kan tage imod ærligt. Der er forbindelse til mig, både indad og udad. Med min sandfærdighed er jeg befriet fra flugt fra mig selv, og dermed mærker jeg livet og kærligheden til andre mennesker meget dybere. Og jeg mærker en kærlighed og forståelse for mig selv, for den måde jeg reagerer og har reageret på. Det gør at min selvkritik mister sin kraftfulde evne til at holde mig tilbage, og jeg har genvundet et mod til at gå igennem det jeg frygter. Med åbenhed, tillid og sårbarhed. Jeg tør lade mig ryste, for derefter at samle mig og mærke efter i mig hvor jeg står.

Tænk en gang. Beslutningen om ikke at drikke sodavand på mit arbejde, på den tilsyneladende helt almindelige dag sidst i november, skridt for skridt ledte mig til en fuldstændig ny tilværelse med ro og i forbindelse til mig selv og andre. det havde jeg ikke drømt om! Jeg havde helt sikkert heller ikke turdet, hvis jeg fra start havde vidst hvad det indebar. Det at tage et lille skridt ad gangen, med konstant åbenhed for hvad det næste skridt måtte være, det er den egentlige åbenbaring for mig. Jeg er den samme person, bare stærkere og dybere. Jeg spiser stadig præcist hvad jeg har lyst til, nu har jeg bare lyst til noget andet. Jeg har mere at give af, og jeg kan tage ærligt imod. Jesper, version 2.0. Her har min afhængighed mistet sit eksistensgrundlag. Det er det der er pointen i min tekst. Jeg tror vores afhængigheder kan udspringe af noget i os, som vi skal forholde os til. For at undgå at forholde os til hvad som er, kan vi være afhængige af alt. Mit var denne gang sukker, men det kunne i princippet lige så godt have være afhængighed af at sidde på toilettet, være arbejdsnarkoman, samle på frimærker eller at dyrke motion. Vi kan være afhængige af alt, hvis det låser os fast og ikke tillader åbenheden i os, at guide os videre.

Dette er min historie og min sandhed, i det øjeblik det er skrevet. Jeg ønsker den kan åbne for en indsigt i dig, der hvor du er, selvom sandheden for dig kan være en anden. Jeg er taknemmelig for at jeg kan mærke alt dette, og taknemmelig for at jeg tør stå ved mig selv og denne historie. Der er mere at fortælle, for i den åbenhed jeg fandt, mødte jeg også noget helt andet. Noget jeg slet ikke havde regnet med, og noget som jeg stadig har svært ved at rumme. Den tager vi en anden gang, når der er kommet mere kød på den krop.

Tak for din opmærksomhed.

Kærlig Hilsen Jesper.