Kønskamp eller menneskekamp?

Mænd er mænd, kvinder er kvinder. Mennesker er mennesker, og mennesker gør nogle gange nogle dumme ting.

Jeg bevæger mig lige ind i et potentielt minefelt:

Dette har ikke så meget med #MeToo kampagnen at gøre. Fred være med den. Den er et fint frirum til at udtrykke sig for dem der har behov for det. Hvis i vil vide min dybere holdning til den kan i spørge. Jeg har forsøgt at have en mening om den, hvilket jeg kom frem til var nemmere bare at lade være at give til udtryk, for at undgå at træde nogen over tæerne.

#MeToo kampagnen fik mig dog til at tænke på en historie fra dengang jeg var 17 – 18 år, fordi den er relevant i forhold til den kønsdebat som jeg ser #MeToo er en del af.

Jeg er Jesper, 17 år. Jeg var på i byen med en gruppe af venner. Vi drak alkohol, og hyggede os. Jeg havde altid haft det svært med at tale med piger, for jeg var simpelthen genert og kunne ikke finde ud af det selvom jeg gerne ville. Den dag var der pludselig en lidt ældre pige end jeg der henvendte sig til mig. Hun spurgte hvad jeg hed, hvad jeg lavede og virkede oprigtigt interesseret. Det gjorde mig glad, og mærkede en selvtillid der gjorde det muligt at have en åben og god samtale med denne pige i et par minutter. Det føltes rigtig godt for sådan en genert dreng som mig. Hun spurgte om jeg gav en drink, og det kunne jeg selfølgelig ikke sige nej til. Da hun havde fået sin drink og jeg havde betalt, vendte hun sig om og kiggede på sin veninde og sagde højt så alle kunne høre det: “Der kan du se hvad jeg sagde, det virkede.”

I kan sikkert forestille jer hvordan det føles for en 17 årig genert dreng, der havde det svært med piger, at blive udsat for det.

Hvad er det jeg prøver at sige med den historie? Mænd er mænd, kvinder er kvinder. Mennesker er mennesker, og mennesker gør nogle gange nogle dumme ting. Det handler ikke om at hun var en manipulerende pige som sårede en ung genert dreng. Hun gjorde hvad hun gjorde fordi hun var der hvor hun var, og synes det var smart. Hun glemte at tænke på konsekvenserne for den det gik ud over.

Så simpelt er det.

Hvilket fundament hviler vi vores identitet på?

Jeg er blevet opmærksom på hvordan vi kan bygge vores identitet, vores følelse af “jeg”, på forskellige typer fundamenter. Jeg ser sammenhængen i hvordan vi kan være sårbare for ydre påvirkninger, hvis vores fundament ikke er bygget af noget der er udenfor tid og rum.

Hvor er det vi kaster vores anker? Hvis vi hæfter vores fikspunkt på noget ydre, f.eks på mængden af vores penge, status, udseende, image eller tilhørsforhold til en bestemt gruppe, er vores lykkefølelse også afhængig af at disse ting går godt. Hvis vi bygger vores selvtillid op på hvor mange penge vi har, hvordan har vi det så hvis vi mister vores penge? Hvis vi hænger vores personlige identitet op hvad vi laver på vores arbejde, hvad sker der så hvis vi bliver fyret?

Prøv at tænke på om det er muligt at ligge vores dybeste fundament af vores “jeg” følelse, på noget der ikke er påvirkeligt af ydre omstændigheder. Et fundament som er et lag dybere end de ydre ting, som vi selfølgelig også er nødt til at have. I større eller mindre grad tror jeg det er muligt. Hvis vi identificerer os selv med noget som ikke kan tages fra os, tror jeg vi er bedre rustet til at komme gladere gennem de kriser og krusninger på overfladen af livet, som er umulige at undgå.

Hvad kan det være der er udenfor for tid og rum, som vi kan bygge et fundament på? For mig er det at være i forbindelse. I forbindelse til mit eget indre liv, og med den forbindelse at integrere dette i det jeg giver udtryk for, der hvor jeg er. Når jeg bygger mit fundament på at leve det liv jeg allerhelst vil, ud fra den følelsesmæssige virkelighed jeg er i i min krop, så hviler min identitet på et fundament der ikke kan tages fra mig. Ej heller kan andre end jeg selv dømme om det lykkes mig. Det koster det at jeg hele tiden er nødt til at forholde mig til de ting jeg er i. Hele tiden skal jeg mærke efter om det jeg gør, giver til udtryk, eller min måde at reagere på, er i overenstemmelse med min indre virkelighed. Jeg er nødt til at være mest muligt til stede, for at mærke det jeg gør og tage stilling til det. Det er ikke realistisk at det kan lade sig gøre hele tiden, men jeg kan dedikere mig til det, og prøve så godt jeg kan. Hvad mere end dette kan vi kræve af os selv?

Jeg vil gerne lægge op til at du tænker over det. Hvad ser du rundt omkring i verden? Hvorfor tror du reklamer har så meget magt? Kan du genkende at verden er fuld af forventinger til os, som vi bevidst/ubevidst prøver at leve op til? Tror du ikke verden var en smule anderledes, hvis vi knap så meget som nu, prøvede at leve op til disse forventinger? Hvad er det der gør at mange af os er så afhængige af ydre omstændigheder for at kunne leve et lykkeligt liv?

Forventninger spiller en stor rolle. Andres forventninger til os, men også forventninger som vi dermed godtager og påfører os selv ubevidst. Jeg tror på det er muligt at få den kontrol tilbage til os selv, ved at forholde os til os selv og det vi gør, på en dybere måde.

Hvad tænker du? Del gerne med mig hvad dette får dig til at tænke på.

Tak for opmærksomheden.

Kærlig hilsen Jesper.

Også du er en idiot.

Kender du følelsen af at være omgivet af mennesker, der handler forkert eller siger noget dumt? Måske endda så forkert eller dumt, at det for dig ikke er til at holde ud?

 

Den følelse kender jeg. Jeg har erfaret at der ikke findes idioter, kun forskellige perspektiver.

Det er ikke idiot i ordets bogstavelige forstand, men i den betydning vi ofte bruger i dagligdagen, når vi skal adskille os fra den vi tager afstand fra. Set i det lys er en idiot en indikation på hvilken forståelse vi har overfor den person, som vi udråber som idioten. Derfor kan jeg nu sige: Også du er en idiot. Der vil altid være nogle mennesker som vil vække ovenstående følelser i dem selv, ved din blotte tilstedeværelse. Sådan må det være, da vi ikke alle er samme sted og ikke ser på tingene fra samme vinkel.

Det er en sindssygt irriterende opdagelse.

Det betyder at min irritation eller forargelse, udspringer af noget i mig. Det er ikke ham idioten nede i kiosken, gadehververen fra greenpeace eller hende i burka der lige er gået over for rødt, der er noget galt med. Det er følelsen det vækker i mig når jeg observerer det. Jeg kan dermed bruge de mennesker som viser mig deres idioti, til at spørge mig selv hvorfor jeg reagerer på dem som jeg gør. På den måde bliver de mennesker til hjælpere i min egen udvikling, og ikke til idioter som forpester mit liv med deres dårligdomme.

Det er en sindssygt irriterende opdagelse.

Når jeg lever i forbindelse til mig selv, med mod til at stå ærligt frem, så er jeg fri fra at blive udråbt som idiot af andre. Er det mig der er idioten, set fra min næste’s perspektiv, er det kun hans perspektiv som skaber hans virkelighed.

Det er en sindssygt dejlig opdagelse.

– Der findes ingen idioter.

 

Jeg blev inspireret da jeg læste dette citat jeg faldt over på nettet:

“If you really want to do something, you will find a way. If you don’t, you will find an excuse”.

Tak for opmærksomheden.

Jesper.

 

Tilfældighed – eller kosmisk bevidst mening?

For ca 15 år siden havde jeg et tilfældigt møde med et menneske, som jeg siden har værdsat meget. For nyligt har den historie udviklet sig. Er det blot tilfældigt, eller er det en kosmisk bevidst handling der var planlagt til at ske?

Da jeg var 22 år gammel var der en bekendt som kendte en, der skulle bruge nogle personer til en eksamen, på en massageskole i Karlslunde. Jeg blev spurgt og jeg sagde ja tak. Jeg kendte intet til skolen som hedder Body-SDS. Da tiden for eksamen kom, blev jeg inden udførelsen ledt ind på et kontor for at snakke med ham der skulle være sensor. Den mand Hedder Ole Kåre Føli, og jeg syntes dengang han virkede lidt bekendt. Da jeg trådte ind på hans kontor bemærkede jeg med det samme en helt særlig stemning, og det gav jeg til udtryk for ham. “Det er en dejlig atmosfære der er herinde” sagde jeg. Jeg bemærkede et gammelt billede på væggen af en person jeg ikke kendte. Ældre møbler med “sjæl” og generelt bare et rart sted at være. Jeg kunne mærke at Ole bemærkede at jeg lagde mærke til stemningen, og det blev indgangsvinklen til en LANG samtale om alt muligt mellem himmel og Jord. Han lagde ud med at sige at ham der hang på væggen derovre havde udtalt at der efter 1965 ville blive født en masse mennesker med en øget åndelig forståelse. Ca den formulering. Det blev jeg lidt beæret over at han sagde til mig, for med det følte jeg at han mente at jeg var en af disse. Vi talte om alt muligt fra cykelløb og dagligdag til verdensbilledet. Jeg kan huske jeg synes det var lidt underligt, fordi jeg skulle jo bare masseres til en eksamen? Jeg husker det som vi snakkede ca 30 min. Jeg fik min massage, hende der skulle eksamineres bestod og vi sagde farvel og alt var godt. Den historie husker jeg som et særligt møde som berørte mig dybt, uden helt at forstå hvorfor. Jeg har ikke tænkt så tit på det, men jeg husker det tydeligt.

 

Tilbage til nutiden:

 

De sidste 3 – 4 måneder har jeg 4 gange fået behandling hos samme firma (Body SDS) inde ved parken. Derfor har jeg tænkt på historien igen, da Ole Kåre Føli er stifteren af denne Filosofi sammen med sin søn Bengt. Det er et fantastisk sted iøvrigt, som er en helt anden snak jeg kan tage en anden gang. Derudover er jeg også i gang med et kursus der hedder “Bevidst Spirituel Træning” hos Tove Kofoed. Der har jeg stiftet bekendtskab med en Dansk filosof som hedder Martinus, og det er HER det sjove og “tilfældige” sker. Martinus’ filosofi taler meget til mig, og jeg er meget interesseret i at lære mere om den. Det viser sig så at denne Martinus var ham der var på billedet inde på Ole’s kontor, og ham der blev indgangsvinklen på en berigende samtale tidligt i mit voksne liv. Måske er det bare en tilfældighed, men jeg føler der er en mening i det for mig. En slags bevis på at det som jeg længes efter og søger (åndelighed), hele tiden har haft en plan som jeg i tilbageblikkets klare lys kan se en mening med. Det er en dejlig betryggende tanke, og får mig til at se på fremtiden med lysere sind. Tænk, måske ER der en mening med det hele?

 

Tak for opmærksomheden.

Kærlig Hilsen Jesper.

 

Vækkelsen – Et digt

Der var noget jeg havde så meget på hjerte, at det blev til Poesi. Skrevet i Kærlighed til en læremester.

På en skjult og tåget sti

hvor jeg for vild

i spejlets skov,

lyste dit lys i lamper,

langs uendelighedens vej.

 

Bag skønhedens port

som endnu kun kan anes,

findes lysets kilde,

som lyser fordi du er dig.

 

I lysets skær,

i fredens ro,

er stien nu en sti,

er porten nu en Port.

Den skinner når jeg kigger,

den synger når jeg lytter.

 

Dit lys, i mit.
Mit lyser med.
Dit lys i andres gennem mig.

 

Sammen føder vi en stjerne.

 

 

 

Længslen der blev knust – Fra en dagdrøm

For mange år siden havde jeg denne dagdrøm, som jeg siden tit har tænkt på. Nu er det tid at skrive den ned, da den giver mere mening for mig nu end den tidligere har gjort.

Det er sommer og solen skinner. Det er formiddag, på det tidspunkt hvor solen er begyndt at varme, men endnu ikke er skarp nok til at kunne brænde. I en frodig og grøn have, vandrer en ung mand legefuldt og søgende rundt. Han kigger undrende på de ting han møder, som om han søger at finde noget han ikke ved hvad er. Han ligner en der har gjort sådan længe. Som en naturlig del af ham søger han uskyldigt efter det som han ikke ved hvordan han skal genkende. Dette er hans længsel: At finde det som han ved er der, men ikke aner præcist hvad er.

Pludselig ser han det. Et par hundrede meter længere inde mod midten af haven, står et kæmpe stort smukt træ, højere og flottere end alle andre træer i nærheden. På det træ sidder der ét perfekt rødt æble og skinner til ham. Han bliver så glad! Der er det, det han søger efter! Endelig! Nu ved han hvad det var han skulle finde. Med stjerner i øjnene retter han sit fokus mod det flotte æble, og begiver sig med forhøjet fart imod det. Han kravler over buske, rundt om blomsterbede og hopper over forhindringer. Han slipper det ikke af syne. Han vidste der var noget han skulle finde, og nu var det inden for rækkevidde.

Efterhånden som han nærmer sig sit mål, skifter vejret pludseligt. Da han kommer tættere på det store træ, dannes der hastigt en kraftig tordensky som standser lige over det store træ´s top. Der regner en kraftig tordenregn over træet, ikke i resten af haven. Få meter før den unge mand kan række ud efter træstammen, slår et kraftigt lyn ned i træet. Det perfekte æble sprænges i atomer og er væk for evigt. Straks efter lynet havde slået ned, fordampede tordenskyen og forsvandt.

Vejret er nu perfekt igen. Alt er som før. Fuglende synger og solen varmer. Den unge mand så det hele, og fortvivlet og ulykkelig falder han sammen i gråd op ad en busk. Hvad nu? Nu havde han endelig fundet det han ledte efter, og så sprængtes det til atomer foran hans øjne? Han græder og er knust af fortvivlelse. Imens han sidder der og er ulykkelig, aner han ud af øjenkrogen noget som sker. Oppe på træets grønne krone er der noget der rumsterer. Det fanger hans opmærksomhed, og han kigger undrende op. Vandet fra den store tordensky har gødet jorden omkring træet, og pludseligt skyder det ene perfekte æble efter det andet frem, overalt, rundt på hele træet. I hundredevis! Der var ikke kun ét æble som før, men æbler i overflod. Det ene mere perfekt end det andet.

Den unge mand ser igen det hele ske. Han overraskes og glædes af naturens gave. Hans længsel som han fandt og troede han havde mistet, viste sig at være mere end han havde fantasi til at forestille sig. Hans glæde ved at finde det ene røde æble, blev efter fortvivlelsen over dets forsvinden, erstattet en en ufattelig taknemmelighed og følelse af overflod. En nåde og fred sænker sig over den unge mand. Nu har han fundet hans længsel, som han ubevidst søgte efter. Hans perfekte røde æbler i overflod, fra livets træ i paradisets have. Han står ved træets fod i fred og styrke, og er forbundet med haven omkring ham.

Kampen om at føle sig speciel – Hvorfor?

Vi er alle forskellige. Vi er alle unikke.

Vi er alle hver især et helt unikt sted i verden, og i livet. Du, og Jeg, er den eneste som har mulighed for at manifestere det vi kan, fordi vi er den eneste i hele verden der har været igennem det vi har, og er lige på det sted hvor vi er. Der er en række af enestående muligheder, som kun er mulige igennem os. Griber vi ikke de muligheder og manifestere dem, så går de tabt til evig tid. Det kan både være sig i kreative udtryk, personlig udvikling og i hvilken kvalitet af nærvær vi er i stand til at give.

Jeg synes det er en fascinerende tanke, at det vi gør i vores liv er at vælge hvad vi manifesterer, ud fra den unikke mulighed vi har til alt. Jeg synes jeg oplever at leve i en verden hvor mange af os søger at skabe os en unik identitet, at skille os ud. Hvor kunne det være befriende hvis alle os kunne indse at vi ER unikke. Tænk hvilke resourcer det kunne frigive ved at opnå den erkendelse? Ikke at stræbe efter at gøre noget der gør os specielle, men bare erkende at det er vi allerede. Du ER unik. Du ER speciel. Det er vi alle.

Er det nok for os at være unikke, når alle andre også er det? Er vi så noget særligt, hvis vi alle er særlige?

Kærlighed vokser, hver gang den bliver givet. Jeg er af den overbevisning at der er kærlighed i overflod til at kunne rumme at alle er unikke. Der er masser af kærlighed til alle, det er ikke en kamp.

Jeg vil bede og kæmpe for at kunne se det unikke i alle, så vi kan mærke kærligheden og føle os set. Lad os stoppe kampen for at føle os specielle  og bare være os selv fra et mere naturligt sted. Lad os derefter bruge de resourcer som det frigiver, på at berige hinanden istedet for os selv.

Tak for opmærksomheden.

Kærlig hilsen Jesper.